Duften af Beirut

En dramatisk road movie om et svundet liv i Mellemøstens Paris og en borgerkrig, der skilte to elskende ad.

Et lands og et menneskes skæbne går hånd i hånd, når vi følger Brittas rejse tilbage, hvor hendes drømme strandede for 25 år siden. I sporene på hendes elskede.

"Jeg husker brevene, fra min mors veninde i Beirut - billeder af luksus, araberheste og den umulige kærlighed til Prins Habib. Jeg husker duften af Beirut - jeg var 11 år, da hun flyttede ind i mit liv.."

Sådan starter Dorte Høeg Brasks film om sin mors veninde Britta. Sammen drager de til Beirut for at gense det land, som Britta ikke kan glemme og for at finde ud af sin elskede Prins Habibs skæbne.

Filmen følger Brittas gensyn med et sted, der engang var kendt som "Mellemøsten Paris" - et fristed for arabiske oliebaroner og europæiske turister, og hvor kristne og muslimer levede side om side. Et land som idag er dybt præget af mange års interne og blodige stridigheder om forskelle kulturelt, religiøst og politisk. For Britta blev det 12 eventyrlige og dramatiske år - et eksklusivt liv med adgang til paladser, kongelige smykker, araberheste og en dramatisk kærlighedshistorie til Prins Habib. Da krigen brød ud, blev de tvunget fra hinanden og Britta måtte flygte hjem til Danmark og ind i instruktørens barndomshjem.

Spillelængde: 53 min.
Instruktør / Producent: Dorte Høeg Brask / Barok Film A/S
Sprog: Dansk / fransk / engelsk / arabisk